Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hit med lyden i Børnehaven

Hit med lyden i Børnehaven

I Skovgårdsparkens Børnehave arbejder vi med et særligt fokus på lydlig opmærksomhed. Vi er derfor i gang med at implementere den anerkendte metode ”Hit med Lyden” i vores pædagogiske arbejde i hele børnehaven. ”Hit med lyden” gør det sjovt for børn at lære om lyde og bogstaver med dyr og tegn, musik og leg. Når vi bruger dyrene åbner det også op for at arbejde med andre dele af sproget.

Hver uge får stuerne besøg af et lyddyr hvor det at genkende, sige, lytte og lege med bogstavlyde og bogstaver er omdrejningspunkt for aktiviteter til samling og samtaler med børnene. Vi forsøger at skabe et læringsmiljø, hvor børnene udvikler en interesse for lydlig opmærksomhed, så de bruger det i deres hverdag og tager det med i deres ”rygsæk” når de skal videre i skole og begynde med den første læsning.

For børnehavens personale er ”Hit med Lyden” en fast del af det pædagogiske udviklingsarbejde, hvor vi hele tiden forsøger at dygtiggøre os selv og videreudvikle på konceptet, således at den lydlige opmærksomhed bliver en fælles referenceramme. Lyddyrene ses også i vores indretning på stuerne, bl.a. på de lyddæmpende tavler, tegneunderlag, hæklede tøjbamser og legetæpper. Synligheden af ”Hit med Lyden” i børnehaven skaber et inspirerende miljø og giver grobund for samtaler om lyde og bogstaver m.m. Ligeledes bruger vi en del sange og remser som er lavet specielt til ”Hit med Lyden”og kobler sig op på de enkelte dyr.

Vi oplever at børnene er meget begejstrede for og interesserede i ”Hit med Lyden”. I har som forældre god mulighed for også at blive en del af projektet og jeres børns interesse for lyde. Spørg gerne ind til navnet på ugens lyddyr, deres lyd og tegn, kan I måske sammen lytte jer frem til nogle ord der starter med lyddyrets lyd? På stuerne har vi også en kasse med ”Hit med Lyden” materiale som I kan låne med hjem og kigge på sammen. Der findes også en ”Hit med Lyden” app som kan hentes gratis. På app’en finder I bl.a. et lille spil, hvor man skal sortere i lydene eller dyrenes navne og man kan også høre dyrenes lyde og sange.

 

Hit med lyden i Børnehaven